23948sdkhjf

Amazon åbner første kasseløse dagligvarebutik i Seattle

Butikken kombinerer kamerateknologi og sensorer for at spore, hvilke varer kunderne fjerner fra hylderne.
Efter mere end et år med test åbner nethandelgiganten Amazon mandag sin første kasseløse dagligvarebutik.

Det sker i Seattle i USA, og butikken registrerer automatisk alle de varer, som kunderne tager med sig.

Supermarkedet med navnet Amazon Go kombinerer kamerateknologi og sensorer for at spore, hvilke varer kunderne fjerner fra hylderne, og hvilke de sætter tilbage.

Betalingen trækkes automatisk fra kundernes Amazon-konto, når de forlader butikken. Dermed bliver kasseapparater overflødige, og folk slipper for at skulle stå i kø.

Amazon Go sælger færdigretter, snacks og enkelte dagligvarer som brød, mælk, ost og chokolade.

Amazon ejer stadig flere fysiske butikker. Særligt efter opkøbet af den økologiske dagligvarekæde Whole Foods' 470 butikker sidste år.

Amazon siger dog, at selskabet indtil videre ikke har planer om at føje den nye kasseløse teknologi til de større og mere komplekse Whole Foods-butikker.

Oprindeligt var det meningen, at den kasseløse dagligvarebutik i Seattle skulle være åbnet i begyndelsen af 2017. Men ifølge en unavngiven person tæt på processen har der være flere udfordringer.

Blandt andet førte det til kaos, da børn kom ind i butikken og flyttede varer til forkerte steder.

Vicepræsident for Amazon Go Gianna Puerini fortæller dog, at testperioden alt i alt er forløbet godt takket være fire års forberedende arbejde.

- Vi har virkelig fremmet udviklingen af sensorer og maskinlæring, siger hun.

- Hvis du eksempelvis ser på disse to produkter, så kan du se, at de ligner hinanden næsten fuldstændigt, siger hun videre om to næsten identiske Starbucks-drikkevarer ved siden af hinanden på en hylde.

Den eneste forskel på de to drikke er, at den ene er med let fløde, mens den anden er med almindelig fløde. Alligevel kan Amazons teknologi skelne mellem dem.

/ritzau/Reuters
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126